SJD's udvidede apporteringsprøve

Der er mange former for efterskudsprøver, hvor man afprøver hundens evne til at finde og behandle vildtet efter skud. Her kan du læse om SJD’s Udvidede Apporteringsprøve (SUA).

SJD’s Udvidede Apporteringsprøve (SUA)

Adgangskrav til prøven

I prøven kan stambogsførte jagthunde deltage, se dog FMR § 8 stk. 1.

Kvalificerer til

Det er en kvalifikationsprøve for hunde, der ønskes fremført i brugs- og vinder-klasse.

En hund, der to gange med 2 års eller større mellemrum har bestået en Slæb- og Apporteringsprøve (VSA), har for resten af hundens liv adgang til brugs- og vinderklasse, hvis den i øvrigt opfylder adgangskravene hertil.

Beståelse af SUA, kan erstatte én af de ovennævnte VSA som adgangsgivende til brugs- og vinderklasse.

Prøven indeholder følgende discipliner

A.
Apportering af jagtbart fuglevildt og/eller tamduer på land. To fugle udlægges uset på 50 meters afstand fra prøvedeltager. På klarmelding kastes der to fugle samtidig med at der bliver skudt. Hunden skal være ukoblet og forholde sig rolig. Alle fire fugle skal hentes hjem, dog skal de kastede/markerede hentes hjem først.

B.
Apportering over dybt vand af jagtbare ænder, udlagt i siv eller rørbevoksning. To ænder udlægges uset af hunden med en indbyrdes afstand på ca. 5 meter. Hunden skal svømme ca. 50 meter til ænderne. På klarmelding kastes yderligere en and i vandet, samtidig der afgives et skud. Den udkastede and skal apporteres først. Når hunden er på vej hjem med den tredje and kastes en and i vandkanten og der afgives et skud. Alle fire ænder skal hentes hjem.

C.
Apportering af hårvildt. To kaniner eller ræv/kanin udlægges i et skovområde på ca. 50 meter med en indbyrdes afstand på ca. 30 meter uden at de kan ses af prøvedeltager og hund. Hunden skal søge selvstændigt og apportere hårvildtet. Begge dyr skal hentes hjem. Kanin/ræv giver max point.

Se yderligere i FMR (Fælles Markprøve Regler) kapitel 13.