Forhøjelse af prøvegebyret for VK-efterår!

Vi har i SJD ganske enkelt ikke været gode nok til at informere om baggrunden for forhøjelse af prøvegebyret for vinderklasse – det beklager vi meget og baggrunden kommer her.

Gennem de senere år har der været et stort underskud på afviklingen af efterårsvinderklasserne. I 2022 var der således et underskud på kr. 27.957,20, svarende til et underskud pr. hund på kr. 139,79.

Derudover blev der, på et møde med prøvelederne for VK efterår i februar 2023, udtrykt et ønske om en forhøjelse af beløbet til terrænpleje med kr. 50,- pr. hund

Bestyrelsen og repræsentantskabet i SJD har tidligere vedtaget, at alle prøver skal kunne bære sig selv økonomisk, og at der ikke skal ske en subsidiering fra overskudsgivende aktiviteter til underskudsgivende aktiviteter. De 13 specialklubber i SJD vægter ikke de forskellige prøveaktiviteter lige højt, derfor er det et ønske, at de enkelte prøveaktiviteter fremadrettet kan bære sig selv økonomisk.

Forhøjelse af prøvegebyret for efterårsvinderklasse er vedtaget enstemmigt i såvel bestyrelsen som i repræsentantskabet – altså af samtlige 13 specialklubber.

Med forhøjelsen ønskes det førnævnte underskud pr hund på 139,79 kr. dækket, samt de ønskede 50 kr til terrænpleje tilføjet. Det giver 189,79 og vi runder op til de 200 kr.

Faldende indtægter og øgede udgifter presser SJD’s økonomi. Dertil kan det bl.a. nævnes at tilskuddet fra jagttegnsmidlerne fra miljøstyrelsen er faldet med knap 70.000 kr årligt. Derudover er udgifterne til produktion og distribution af bladet ”Jagthunden” steget væsentligt.

Bl.a. på den baggrund er der blevet nedsat et økonomiudvalg der skal gennemgå SJD’s samlede økonomi – herunder også økonomien i hele prøvesystemet. Men det kommer I til at høre nærmere om.
Med ønsket om et godt og givende efterår med jeres hunde.

Vi ses derude!

På bestyrelsens vegne
René Ahm Hansen
Formand for SJD

Del indlægget

Seneste indlæg